Robotterne kommer til Dronninglund Golfklub
Inden for de næste par uger får vi 3 nye “medlemmer” på banen i Dronninglund Golfklub – nemlig tre nye robotklippere, som fremover skal stå for klipningen af semiroughen rundt på hele anlægget.
Det er en investering, vi glæder os meget til.
Klipning af semirough er en af de mest tidskrævende opgaver på banen og kræver både mange mandetimer, stort slid på maskinerne og et højt forbrug af diesel. Med de nye robotter tager klubben derfor endnu et skridt mod en grønnere og mere moderne drift af golfbanen.
Alene besparelsen på diesel og drift af de nuværende maskiner vil over tid udgøre en markant økonomisk gevinst, samtidig med at vi reducerer belastningen på både miljø og materiel.
Den store fordel er dog ikke kun økonomien.
Når robotterne overtager en stor del af semirough-klipningen, frigøres der værdifulde arbejdstimer til andre opgaver på banen. Det giver greenkeeperstaben bedre muligheder for at fokusere på blandt andet greens, bunkers, detaljepleje og den generelle kvalitet af anlægget.
Bestyrelsen har vurderet, at tidspunktet er det rigtige til at investere i både teknologi, bæredygtighed og fremtidens banedrift – til gavn for både medlemmer, gæster og banen som helhed.
Så hvis du møder en af vores nye robotter på din runde, håber vi, at I tager godt imod dem 🙂

